Af Marius Sørensen
For en børnefilm om en hyggelig bjørn, der bor i London med sin britiske familie, udkommer Paddington i Peru til utroligt høje forventninger. Den er tredje film i serien om den marmelade-spisende bjørn med de britiske manerer, og de to foregående film blev hver især modtaget til exceptionel ros fra anmeldere og publikum. Især Paddington 2 (2017) bliver anset som én af nyere tids allerbedste børnefilm og et mesterværk, der kan nydes af voksne såvel som børn.
Forudsætningerne for Paddington i Peru er gode. Størstedelen af forgængernes cast er tilbage (med undtagelse af Sally Hawkins, der bliver erstattet af Emily Mortimer i rollen som Fru Brown), og selvom instruktør Dougal Wilson er ny, er meget af det kreative hold også gengangere.
Denne gang finder størstedelen af handlingen dog ikke sted i London, men derimod – som titlen hentyder til – i Peru, hvor Paddingtons (Ben Whishaw) tante Lucy (Imelda Staunton) er forsvundet. Da Paddington og familien Brown rejser til Sydamerika for at finde hende, opdager de, at Tante Lucy er blevet væk i forsøget på at finde den gyldne by, El Dorado. Inden længe er familien Brown viklet ind i en nonne (Olivia Colman) og en turistguides (Antonio Banderas) jagt på byen.
Det er en næsten umulig opgave at skulle ramme samme niveau som den nærmest perfekte toer i serien. Og Paddington i Peru når da heller ikke helt de samme velsmurte og geniale højder, man måske kunne forvente. Alligevel er der masser at glæde sig over.
Først og fremmest er Antonio Banderas og især Olivia Colman meget kærkomne tilføjelser til rollelisten. Colman rammer en perfekt balance mellem finurlighed og ondskabsfuld, mens Banderas’ præstation spiller på nogle overraskende emotionelle strenge.
Filmen er propfyldt med sjove popkulturelle referencer, som forældre – eller andre voksne, der bare vil forkæle sig selv – kan grine af, mens der også leveres en række af fine slapstick-gags og stuntsekvenser, der garanterer underholdning.
Paddington i Peru lider dog til tider af, at det er en lidt for tynd historie spredt ud over en lidt for lang spilletid. Det når aldrig at blive kedeligt, men der er tidspunkter i filmen, der kunne gå en smule hurtigere. Filmen har også en tendens til at levere jokes her og der af den mere tåkrummende art.
Det betyder til gengæld ikke, at Paddington i Peru ikke er en knaldgod omgang underholdning, der er værd at se i biografen. Det er den. Selv en dårlig Paddington-film – hvilket dette ikke er – er en børnefilm af høj kaliber. Jeg siger ikke nej til film nummer fire i serien.
Kommentarer